Døde koster ingenting
Det fremgår af Regioner.dk, at det går bedre på sygehusområdet: Flere overlever fx kræft, færre får infektioner på sygehusene, og flere patienter er tilfredse og føler sig inddraget i behandlingen. Det viser status på de nationale mål for sundhedsvæsenet.
Regionerne har taget de nationale mål til sig og gjort dem til et redskab til at styrke kvaliteten. Det er positivt, og interessant at målene i sig selv har en effekt.
Men vi skal huske, at des bedre vi er til at behandle vores syge borgere, des længere lever vi. Den forventede levealder stiger kraftigt, og forskerne forventer, at hver anden nyfødt pige kan forvente at blive 100 år. Det skyldes, at vi har forbedret sundhed og pleje i samfundet.
Vores succes på sundhedsområdet kommer dog ikke uden konsekvenser. At vi kan behandle og livsforlænge vil i sig selv at skabe et stigende pres på sundhedsudgifterne. For at sige det lidt popsmart: ”De døde koster jo ingenting”.
Når Uffe Elbæk i ”Lang fra Borgen” på DR TV[1] siger, at vi har et tilfredsstillende højt velfærdsniveau i dag, og at vi bare kan stoppe jagten på vækst, så glemmer han efter min bedste vurdering ovenstående lille faktum. I takt med at vi får bedre medicin og behandlingsformer, vil danskerne kræve dem taget i brug. Det i sig selv koster. Når vi lever længere, så skal vi behandles mere og oftere. Det i sig selv koster. At kunne effektivisere behandlingen kræver nye behandlingsformer og teknologi. Det i sig selv koster.
Vi skal holde op med at lyve for os selv og tro, at det bare løser sig selv. Hvis vi VIL have et sundt og godt liv, så skal vi afsætte midler til at understøtte det. Men med en økonomisk vækst, der ligger markant under vores nabolande, så er det ikke realistisk, at der er plads til betale for vækst i sundhedsudgifter. Uanset om vi kan lide det eller ej.
Min pointe er derfor, at vi er NØDT til at fokusere langt mere på erhvervslivets betingelser, hvis vi skal skaffe de indtægter, der skal finansiere sundhed i fremtiden, og så vi kan komme udover de hårde 2% effektivitetskrav år efter år.
Som aftager af midler til sundhed, så er Regionen efter min bedste vurdering nødt til at gå foran og i langt højere grad fokusere på regional udvikling og erhvervsområdet, end man gør i dag. Ellers er det populært sagt ”ris til egen røv”.
Kravet bør være, at Regionen sætter fokus på at gøre det markant nemmere at samarbejde med væksthusene. Regionen bør også have mere fokus på at inddrage viden fra det lokale erhvervsliv og videns institutioner i at skabe nye løsninger sammen; Løsninger, som både kan bidrag til et effektivt Sundhedsvæsen og arbejdspladser, men som i høj grad også kan eksporteres og skabe vækst. Vi bør i højere grad prioritere regional udvikling i hele regionen. Og ikke mindst er det vigtigt at begynde at lytte langt mere aktivt til, hvad det er for barrierer erhvervslivet ser i samarbejdet med regionen.
[1] https://www.dr.dk/tv/se/langt-fra-borgen/langt-fra-borgen-tv/langt-fra-borgen-skal-vi-arbejde-mindre-i-fremtiden