Strukturer med uheldige incitamenter i regionerne

REGIONER Regionerne har ansvar for den regionale udvikling. Det inkluderer erhvervsfremme og udvikling af udkantsområder og betjening af vækstfora.

Sundhedsudgifterne udgør imidlertid langt den overvejende del af regionernes opgaver og budgetter. Og en årlig to procents effektivisering på sundhed udgør flere gange budgettet til erhvervsområdet alene .

Jeg hører fra flere steder i erhvervslivet, at samarbejdet med de gamle amter var bedre end det, man oplever med regionerne. Og jeg har endda hørt lokalpolitikere argumentere for, at erhvervsområdet ligger bedre i kommunerne end regionerne; Et sted, hvor man efter min umiddelbare vurdering hverken har kræfterne eller midlerne til for alvor at løfte noget for den generelle erhvervsudvikling. Og et sted, hvor det vil være meget svært at gøre noget for at løfte den tværgående udvikling i regionen.

Vi har i dag et system, hvor budgetterne i regionerne ikke afspejler udviklingen i indtægtsgrundlaget i regionen; Altså det, vi som borgere og erhvervsliv genererer af indtægter. Indtægterne aftales med regeringen i form af bloktilskud og via takstfinansiering. Aftalerne om regionernes økonomi har herunder et loft for, hvor meget der må bruges til regional udvikling. Budget må ikke flyttes mellem sundhed og regional udvikling.

Hvis en positiv indsats og resultater i erhvervslivet ikke afspejler sig positivt i hverken udgifter eller indtægter i regionen, så forsvinder en stor del af incitamentsstrukturerne for at gøre noget for erhvervslivet. Regionsrådsformand og -medlemmer har således ikke den naturlige interesse for at skabe vækst og arbejdspladser, som borgmestre og mange kommunalpolitikere har.

Det bliver kun værre af, sundhedsområdets overskyggende størrelse medfører, at de fleste borgere ikke ved, at regionerne har opgaver på erhvervsområdet. Og at man af samme årsag stort set kun tiltrækker politiske kandidater, der interesserer sig for sundhed og psykiatri.

I et land, hvor levealderen og antallet af kronikere stiger markant, så har vi brug for, at der bliver gjort en massiv indsats for at skabe udvikling og vækst. Ellers vil vi ikke kunne finansiere det pres på sundhedsudgifterne, som kun bliver større og større. Og her er regionernes indsats på den regionale udvikling og herunder erhvervsområdet af vital betydning. Særlig med de opgaver, der trods alt officielt er placeret i regionerne.

Set fra min stol er det afgørende, at regeringen begynder at fokusere på regionernes incitamentsstrukturer i forhold til erhvervsområdet. Særlig en borgerlig regering har forpligtelse til at sikre dette og ikke begrænse regionernes prioritering af midler til dette for Danmark så vitale område. Og det skal ikke kun være i form af djøf-opfundne mål, men i form af reelle incitamentsstrukturer, økonomi og handlerum.

På samme måde bør erhvervsområdet få en langt mere fremtrædende rolle i økonomiaftalerne i stedet for at være den nederste linje som et appendix til sundhedsområdet, sådan som det sker i dag.

Konkret mener jeg, at man bør ser på regionernes muligheder for at få en mere direkte andel i den økonomiske vækst og vice versa. Ligesom man bør undersøge mulighederne for at lave en mere direkte sammenhæng mellem aktiviteter, resultater og økonomi på området for erhvervsfremme.