Høfde 42. Vestjyder bør stå sammen
I finanslovsforslaget afsættes nye 2,3 milliarder. Der er mange interessante prioriteringer. Dog er der en ting, flere vestjyder igen savner. Hvor er de 250-400 millioner kr. til oprensning efter Cheminova?
Vi har – og har haft – flere folkevalgte fra den valgkreds i Danmark, der uden sammenligning har det største forureningsproblem i landet. Et forureningsproblem som staten har været med til at skabe, da de deponerede gift i området i 60’erne. Hvorfor har en minister – ovenikøbet en finansminister – valgt i Ringkøbing Amtskreds siden 1998 ikke sørget for at sætte oprensningen på dagsorden igen og igen, indtil midlerne er blevet prioriteret?
Særlig med det voksende antal storme er risikoen for udslip stigende. Udover at det giver utryghed lokalt, så vil det også være en kæmpe miljøkatastrofe for Danmark som helhed, hvis det skete.
Der bliver ofte sagt, at havde giften ligget nær København, så var giftgrunden blevet oprenset for længst. Men hvis selv vores egne ministre er ligeglade, hvorfor pokker skulle københavnerne så bekymrer sig?
Set i det store regnskab er udgiften måske høj, men slet ikke umulig. Særlig ikke hvis man delte den fx over 4 år i en anlægsbevilling. I den vækst der er lagt ind i finansloven ville oprensningen udgøre mellem 11 og 17 %.
For få år siden gav EU-tilskud, til et stort forskningsprojekt ved høfde 42. Projektet skulle afdække metoder til oprensning af jorden. Resultaterne var positive, men hvad hjælper det, at EU vil afsætte midler i millionklassen til vores problemer, når vi ikke selv er interesseret i, at afsætte midler til fase 2?
Som vestjyske politikere, bør vi står sammen, og blive ved med at kæmpe for, at denne sag er på dagsordenen. Særlig skal regionen kæmpe, når der skal forhandles økonomiaftale.