Vi kan ikke tillade os at antyde, at alle læger er korrupte

Når en journalist fra Aarhus Stiftstidende i ramme alvor argumenterer for, at det er godt, at lægerne bliver hjemme fra uddannelse, så er bunden nået.

Jeg var bogstavelig talt ved at falde ned af stolen, da jeg den 12. oktober kunne læse Stiftens Jan Schouby køre Ekstrablads-journalistik i sin leder “Lægernes troværdighed”. Med argumentationen om, at 5.400 ansatte i hospitalsvæsenet havde deltaget i kurser/konferencer helt eller delvist betalt af lægemiddelindustrien (svarende til ca. 0,25% af alle ansatte) mere end antyder han, at alle læger er bundkorrupte og i lommen på erhvervslivet.

Bunden nås, når Jan skriver, at det har den store fordel, at fraværet på hospitalerne formentlig bliver markant mindre. Dette fordi regionen selv skal til at betale for efteruddannelse, og fordi de ikke har (og får) budget til at opretholde det nuværende uddannelsesniveau (lægerne har faktisk ret til 10 dages efteruddannelse om året, mon Jan ved det?). Jamen, jeg er sikker på, at patienterne vil klappe i hænderne, når de møder speciallæger i Region Midt, der ikke er på niveau med læger andre steder…

Lægerne har livsvigtig gavn af at blive inviteret med til praktiske kirurgiske kurser i internationalt regi, hvor de møder internationale kapaciteter og ligesindede og kommer hjem med ny viden. Og industrien har på samme vis livsvigtig gavn af at kunne sparre med lægerne, så de kan udvikle nye banebrydende løsninger.

Også på andre områder, er sundhedsområdet afhængig af samarbejdet med den private sektor fx når læger og lægestuderende låner kostbar teknologi til træning af operationer; teknologi som er alt for dyrt til, at uddannelsesinstitutionerne kan købe dem selv. Og på samme vis er industrien dybt afhængig af samarbejdet med lægerne ift. at udvikle løsningerne og få dem testet. Dette så de kan sælge løsningerne til hele verden og skaffe indtægter til Danmark – og altså også til sundhedsvæsenet.

Region Midtjylland takker med den ene hånd ja til store donationer fx til det nye forskningscenter i Gødstrup, og man låner teknologi til uddannelse, mens man med den anden hånd prøver at holde erhvervslivet ude i strakt arm. Set udefra kan det virke en kende dobbeltmoralsk.

Jeg synes ærlig talt ikke, at det giver mening at lade som om, de to sektorer – offentlig og privat – kan klare sig uden hinanden. I stedet for at lukke af for al deltagelse i private konferencer og efteruddannelse, så bør vi i stedet for finde ud af at arbejde endnu tættere sammen om, at finde nye løsninger til gavn for patienterne.

Herunder må vi arbejde på at skabe den gennemsigtighed, der skal til for, at vi kan håndtere eventuelle interessekonflikter, så de kan drøftes og håndteres. – Ikke lukke af for det hele. Det er jo tude-tosset.

 

Stiftens leder, kan læses her: https://stiften.dk/leder/Laegernes-trovaerdighed/artikel/478371